Søg optagelse på skuespillinjen
Er du født til at stå på en scene, eller har du altid haft lyst til at prøve det? Så giv det et skud hos os! Optagelse på skuespillinjen foregår gennem en skriftlig ansøgning og en optagelsesweekend, hvor du skal forberede en monolog og en sang og skal til en fysisk bevægelsesworkshop og en samtale.

I din ansøgning skriver du lidt om, hvem du er, hvorfor du gerne vil være elev på Talentskolens skuespillinje, om din erfaring med skuespil, sang og bevægelse og om dine øvrige interesser. Skriv også gerne, om du går på en ungdomsuddannelse, eller om du pt. studerer og/eller arbejder. Det er nemlig muligt at gøre alt dette og stadig gå på Skuespillinjen. Vedhæft vellignende fotos af dig selv – i pdf, png, jpg eller gif.
Efter du har sendt din ansøgning, vil du få nærmere besked om optagelsesprøven. Den ligger 26. og 27. april kl 10.00-18.00 begge dage.
Sang og monolog
Til din optagelsesprøve, som er en workshop, der strækker sig over to dage i en weekend, skal du have øvet en monolog på max. 3 min. på dansk fra et eksisterende teaterstykke og en sang på max. 3 min. Du kan medbringe en læsbar node i den rigtige toneart til vores pianist eller et instrumentalt backingtrack, som du kan synge din sang til. Du skal fremføre din monolog og sang foran et panel bestående af undervisere og studieansvarlig fra linjen og skolens leder, så vi sammen kan vurdere, hvor du er i din udvikling og dit potentiale for at kunne deltage aktivt på skuespillinjen.
Bevægelsesworkshop
I din prøve vil du arbejde fysisk i en bevægelsesworkshop med en underviser, hvor vi ser på, hvor du er i dit fysiske arbejde. Og i løbet af din optagelsesweekend vil du få en individuel samtale med den studieansvarlige, hvor vi kan snakke os nærmere ind på dig og dine drømme, dine tanker og dine udfordringer.
Ud fra en vurdering af den samlede prøve optager vi årligt 4-6 elever på linjen, som har max. 12 elever fordelt på tre årgange. Alle ansøgere får skriftligt svar inden for en uge med konstruktive bud på, hvad man kan arbejde videre med, hvis man ikke er blevet optaget denne gang.
Monolog
Når du vælger en monolog til en audition, er det vigtigt, at du bruger tid på at finde en god tekst, som siger dig et eller andet. Det kunne være fra et stykke du har læst, set eller været med i. Det er heller ikke nok bare at lære teksten udenad. Du skal have gjort dig nogle tanker om, hvem din karakter er, hvad der foregår i karakterens liv, hvem karakteren snakker til, og hvad karakterens konflikt er.
Du skal kunne din tekst rigtigt, rigtigt godt og have arbejdet med den i et godt stykke tid inden den er klar til at ‘vise’ til en prøve. Lad være med at finde den første og den bedste monolog på internettet. I det hele taget er det en meget dårlig ide at bruge monologer, du har fundet på internettet. De gode monologer finder du på dit bibliotek i dramaafdelingen, eller du kan investere i en bog med dramatiske monologer. Du kan bestille dem i enhver boghandel.
Vi vurderer dig ud fra din evne til sætte dig ind i en karakter og kommunikere en historie.
Sang
Vælg en sang, der passer til din stemme og sørg for at få den øvet til det arrangement, der står i noderne. Det er en god ide at få din musiklærer til at spille noden, så du kan optage akkompagnementet og øve til det.
Vi vurderer dig ud fra dine sangtekniske færdigheder såvel som din evne til at kommunikere en historie med sang.
Bevægelse
Som skuespil-ansøger vil fysisk bevægelse være en del af din audition, så kom i løst tøj og vær parat til at smide strømper og sko. Medbring vandflaske.
Vi vurderer dig ud fra din evne til at bruge din krop som et dramatisk redskab til at fortælle en historie.
- Alder: 16-29 år
- Varighed: 3 år, årligt 36 uger – SGK (scenekunstnerisk grundkursus)
- Start/slut: August-juni
- Ca. 10 undervisningstimer om ugen. Mandage og onsdage kl. 17-21 + løbende fællesarrangementer
- Ansøgningsfrist: 7. april
- Egenbetaling: 4.500 kr. årligt i 5 rater
- Studieansvarlig: Kristian Studsgaard
- Sted: Jernbanegade 12R, 2. sal, 4700 Næstved
- Læs mere om skuespillinjen her
Ansøgningsfrist
Vi åbner for ansøgning til optagelse 1. februar kl 12.00 og lukker for ansøgning til optagelse 7. april kl 23.59.
Åbent hus på skuespillinjen
Her kan du høre nærmere om det faglige indhold, studieturen, mentorsamtaler og studiemiljøet. Kl. 12-13 kan du overvære studieansvarlige undervise i Chekhov-teknik med de nuværende elever (i salen, Jernbanegade 12S, 4700 Næstved).
Hvor: Jernbanegade 12R (på Kvisten), 2. sal, 4700 Næstved.
Hvornår: Lørdag 5. april 2025 kl. 11-13.
Dato for optagelsesprøven
Efter du har sendt din ansøgning, vil du få nærmere besked om optagelsesprøven. Den ligger 26. og 27. april kl 10.00-18.00 begge dage.
Vil du vide mere?
Studieansvarlig
Kristian Studsgaard
Telefon 2871 6542
Mail krisst@naestved.dk