Gå til hovedindhold

FORFATTER

Talentskolens forfatterlinje tilbyder ambitiøse skrivende i alderen 16-29 år et 2-årigt studie i skrivekunst. Studiet skal give dig et reelt indblik i, hvad det vil sige at skrive litteratur, hvad det kræver af evner og indsats at blive forfatter. Vores rammer giver dig professionel mentorsparring, fordybelse og fleksibilitet, så du kan skrive fokuseret, samtidig med at du passer et studie eller et arbejde eller er ude at rejse i en periode.

Om forfatterlinjen

  • Alder: 16-29 år
  • Varighed: 2 år
  • Start/slut: August-juni
  • 22 læsninger à 1 time årligt (ca. hver anden uge) + 6 årlige weekendsamlinger med gæstelærere
  • Ansøgningsfrist: 7. april
  • Egenbetaling: 4500 kr. i 5 rater
  • Studieansvarlig: Mads Eslund
  • Telefon: 2712 0660
  • Mail: madepe@naestved.dk 
  • Sted: Primært online. Weekendsamlinger i Næstved

Der er åbent for optagelse!

Har du en indre stemme, der gerne vil ud? Så søg optagelse på forfatterlinjen mellem 1. februar, kl 12.00, og 7. april, kl 23.59 2025. Skal du lige mærke viben?

 

Kom til åbent hus Forfatterlinjen!

Besøg Talentskolens forfatterlinje i forbindelse med en af vores 6 årlige fællesweekender i Næstved. Fra kl. 13-14 kan du møde studieansvarlige og elever og høre om og spørge ind til arbejdsgangen. Fra kl. 14-15 vil to elever læse op af deres bidrag til årets antologi, "Tekster uden jeg og modalverber".

Hvor: Jernbanegade 12R (øverst th.), 4700 Næstved.

Hvornår: lørdag 5. april fra kl. 13 til 15.

Mentorforløb, tekstlæsning og inspiration

Undervisningen, som tager udgangspunkt i din skrift, foregår primært online. 22 gange årligt har du en times individuel mentorsamtale og tekstlæsning med forfatterlinjens studieansvarlige, som selv er forfatter. Ud over læsningerne online er der årligt seks samlinger, hvor forfatterlinjen mødes en weekend i Næstved, og hvor der vil være aktuelle og inspirerende forfattere med som gæsteundervisere.

Tværfaglighed og fælles forståelsesrum

I samlingerne læser vi hinanden i plenum og skaber et tillidsfuldt fælles forståelsesrum. Du møder andre, elever og undervisere, som tager skriften lige så alvorligt som dig. Online bliver du læst fortroligt, grundigt og jævnligt. Undervejs får du anbefalinger af litteratur og kunst, som kan udvide din litterære forståelse. Læsningerne er kritiske, diskuterende, meddigtende og idéudviklende og hjælper dig med at skabe og overskue knopskydende tekstsammenhænge eller manuskripter.

 

I løbet af studiet vil der også være tværfaglige projekter, ekskursioner, udstillings- og forfatterbesøg og publikationer. Forfatterlinjen har blandt andet læst op flere gange på Kunsthal Rønnebæksholm og læser årligt op i København.

Afgang og videre som forfatter

Efter to år på Talentskolens forfatterlinje forventer vi, at du kan gennemskrive og strukturere et større og komplekst litterært stof, og at du kan læse egne og andres tekster nuanceret og med kvalificeret kræsenhed. Forløbet modner dig til at søge videre på nordiske forfatterskoler, men er også en forfatteruddannelse i sin egen ret. Mange er debuteret efter at have gået på forfatterlinjen.

 

Studiet er eksamensfrit, du får løbende feedback på det, du skriver. Ved dimission modtager du et afgangsbevis.

Undervisere

Mads Eslund er forfatter og studieansvarlig ved Talentskolens forfatterlinje. Forfatterskolen 2001-2003. Debut i 2005 med hybriden Stærkt røde sokker til slidte blå jeans. Siden er konceptværkerne imnothererepresentinghardbodies (2015) og Quattro stagioni (2019) udkommet. I 2022 udgav han sammen med musiker og komponist Thorbjørn Krogshede albummet Blåhat: Knive og gafler skal pege. Samme år udkom hans oversættelse af norske Tor Ulvens Sten og spejl.

 

De seneste års gæstelærere

  • René Jean Jensen
  • Pernille Abd-El Dayem
  • Anders Abildgaard
  • Hanne Højgaard Viemose